Ritzau
Opdateret kl. 13:33
DSB har genoptaget togtrafikken mellem Aarhus H og Aalborg, efter at en fjernstyringsfejl fredag morgen gjorde, at togene ikke kunne køre.
Fredag omkring klokken 12.20 oplyser DSB på den sociale platform X, at fejlen mellem Langå og Skørping er rettet.
Det første tog kørte afsted fra Aarhus mod Aalborg klokken 11.50, oplyser DSB i en mail til Ritzau.
Banedanmark arbejdede tidligere fredag på at rette fejlen, og prognosen lød, at der tidligst fra klokken 12 igen kunne køres på strækningen.
Mens arbejdet pågik, havde DSB indsat togbusser på strækningen.
Gør forsinkelser i togtrafikken, at man bliver mere end 30 minutter forsinket, kan man søge om kompensation for billetten på DSB's hjemmeside.
/ritzau/