Selvom de i bogstaveligste forstand arbejdede i en sky af asbeststøv, havde de ingen beskyttelsesværn, ligesom de heller ikke fik tjekket deres helbred.
En lang række nuværende og tidligere DSB-medarbejdere riskerer at udvikle kræft, fordi de har arbejdet med asbest. Nu kan de se frem til en ekstraordinær økonomisk erstatning, da Dansk Metal, FO Jernbanedrift og DSB er blevet enige om en aftale, der sikrer dem et lille plaster på såret, hvis de bliver syge.
Aftalen betyder, at DSB betaler halvanden gang oven i den almindelige arbejdsskadeerstatning til medlemmer, som har været udsat for en arbejdsskade eller har pådraget sig en arbejdsbetinget lidelse, fordi de har været udsat for asbest.
- DSB er nu klar til at kompensere for sine fejl. Et medlem som eksempelvis får 200.000 kroner i almindelig erstatning efter arbejdsskade, vil oveni få udbetalt 300.000 kroner fra DSB, siger Ole Bundgaard fra Dansk Metal.
Det er snart et år siden, at der både fandtes uforseglet asbest i S-tog som skulle hugges op og i toge, som stadig var i drift. DSB har erkendt at have overtrådt reglerne på området ved blandt andet ikke at sikre medarbejderne den nødvendige beskyttelse mod de sundhedsskadelige asbestpartikler, der blandt andet kan give lungehindekræft, og ikke at have tilbudt de ansatte helbredstjek.
Ifølge en rapport fra arbejdsmedicinerne er risikoen for, at DSB-medarbejderne udvikler kræft dog lille. Derfor håber Ole Bundgaard, at der aldrig bliver brug for at udbetale erstatning til DSB-medarbejderne.