Han havde flere lag tøj på og derfor godt klædt på til at være meget ude. Tænderne var dårlige. Og leveren bar præg af alkoholmisbrug.
Fyns Politi i Odense mener derfor, at den mand, der blev fundet død i Odense Kanal 10. januar, sandsynligvis var hjemløs eller på anden måde socialt udsat.
»Det er i hvert fald i den boldgade,« siger vicekriminalkommissær Per Petersen, der sammen med sine kolleger stadig leder efter mandens identitet.
Politiet overvejede i går, om de for at hjælpe identificeringen bedre på vej skulle offentliggøre et billede af manden. I håb om, at nogle ville genkende ham.
»Men vi har vurderet, at han er i for dårlig stand, og det derfor vil være for voldsomt. Vi har prøvet at retouchere billedet lidt, men det har vi ikke kunnet i tilstrækkelig grad,« forklarer Per Petersen.
Det er uvist, hvor længe manden har ligget i vandet, før han blev fundet.
Men ud over nøgler, en pung og et etui med påskriften Nordea Bank havde manden også en avis på sig: Et eksemplar af gratisavisen 24timer.
»Vi kunne ikke læse datoen, men har ud fra det trykte tv-program fundet ud af, at avisen er fra 6. december,« fortæller Per Petersen.
Interessant opringning
Politiet har fået en del henvendelser i sagen. Ingen har imidlertid endnu været afgørende, men en ny opringning fra »en kommune i en anden landsdel« er særlig interessant, og den vil politiet derfor undersøge nærmere de næste dage.
Hvad den pågældende opringning mere konkret indeholder, ønsker Per Petersen endnu ikke at fortælle, men understreger derimod, at politiet fortsat gerne hører fra folk, der mener at vide noget om manden.
»Det kan være ansatte i kommuner, der mangler personer, som de kender fra for eksempel hjemløsemiljøet,« siger han.
Den fundne mand er 35-45 år, 182 centimeter høj og almindelig af bygning. Håret er mørkeblondt, og det samme er det skæg, han har rundt om munden. Da han blev fundet i kanalen havde han en sort windbreakerjakke på, en blå sweater, en uldjakke og en gul T-shirt. Blå cowboybukser med et læderbælte og én sort, kraftig sko i stil med en sikkerhedssko.
Druknet
Obduktionen viste ingen tegn på vold, og manden har derfor med stor sandsynlighed lidt druknedøden.
Fyns Politi i Odense kan kontaktes på telefon 66 14 14 48.