Mange danskere nyder hvert år det behagelige klima på de Kanariske Øer, men feriefavoritten i Atlanterhavet kan også være farlig.
I hvert fald slår myndighederne alarm efter et usædvanligt højt antal drukneulykker i denne måned. Siden 5. november er fem personer druknet langs kysten på øerne, fortæller Canarian Weekly.
Den seneste ulykke skete onsdag, hvor en 72-årig mand blev fundet livløs i vandet på Las Meloneras-stranden på Gran Canaria. Tre af de øvrige nylige drukneulykker fandt sted på Tenerife, mens Fuerteventura stod for den sidste.
Indtil videre er 62 personer druknet på de kanariske øer i 2024, og det er strandene, der står for 52 procent af dødsfaldene. Samtidig konstaterer myndighederne, at hovedparten (63%) af de druknede er turister.
De dystre tal får organisationen for forebyggelse af drukneulykker (CECOES) til at opfordre lokale myndigheder til at styrke sikkerheden på strandene og øge antallet af livreddere. Samtidig beder eksperterne turister om at være ekstra forsigtige, når de bader på De Kanariske Øer.