En formodet drukkenbolt stjal natten til mandag en gummiged i Faxe Ladeplads og tromlede derefter gennem byen, hvor han smadrede adskillige lysmaster og skilte på vejen.
Tyveriet fandt sted ved 4-tiden på Havnevej i den sydsjællandske by, hvor et læssesjak fra egnens landskendte kalkbrud holdt pause på deres havneplads.
- Så kommer der tilsyneladende en person ind på området og stjæler en gummiged, som er en ret stor maskine, fortæller vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
- Så kører han hærgende gennem byen og påkører et par lysmaster og skilte og får lagt dem ned og ender så et sted ude i en skovstrækning, hvor han kører i grøften, tilføjer vagtchefen.
Politiet har kun et sparsomt signalement af gummigeds-tyveknægten, som stak af fra sit stjålne køretøj med det samme.
- Vi tror umiddelbart, at det er en eller anden, som er kommet tilfældigt forbi i sin brandert og har syntes, at det var morsomt at stjæle sådan en, fortæller vagtchef Anders Mikkelsen.
Eventuelle vidner, der har set noget eller hørt noget i forbindelse med tyveriet, opfordres til at kontakte politiet.