De nye studerende på Københavns Universitet (KU) skulle ikke længere begynde studierne med uhæmmet druk på rusturen. Sådan sagde studiechef Jacob Lange, da han med masser af medieomtale fortalte om de nye regler for rusturene.
»Vi har drøftet det i ledelsen og er blevet enige om, at rusturene skal overholde universiteternes ryge- og alkoholpolitik,« sagde Jacob Lange til politiken.dk.
Det indebar, at man kun måtte drikke den sidste aften og kun vin og øl. Alligevel kan nye studerende på matematik, jura og psykologi berette, at der ikke kun er blevet drukket den sidste aften på rusturene, og ikke kun øl og vin.
»Selvfølgelig drikker vi os fulde på rusturene, og selvfølgelig drikker vi andet end rødvin og øl,« fortæller Pernille Skipper, næstformand for Studenterrådet på KU.
»Sådan er reglerne ikke«
Men der ryger ikke bare masser af alkohol indenbords, reglerne er heller ikke blevet håndhævet. Ledelsen erkender nu også, at det ikke er deres beslutning, hvilke regler der skal være gældende på de enkelte studier.
»Der er flere, der har gjort os opmærksomme på, at reglerne ikke er sådan, som Jacob Lange blev citeret for,« siger Hanne Harmsen.
Hun har også bemærket, at de studerende fortsat drikker på rusturene. Hanne Harmsen mener, at Jacob Lange blev misforstået.
Ville bryde loven
Jacob Lange slog også fast, at rus-vejledere, der brød reglerne, i værste fald kunne blive smidt ud af deres studium. Det havde imidlertid været et brud på forvaltningsloven, da hvervet som rus-vejleder ikke har noget med personens studium at gøre.
»Rus-vejlederne kan ikke blive smidt ud af deres studium på grund af deres opførsel på rusturene. Det var en fejl, da Jacob Lange sagde, at de kunne blive smidt ud af deres studium,« siger Hanne Harmsen, vicedirektør på KU.
Jacob Langes udtagelse fik adskillige bekymrede rus-vejledere til at kontakte Studenterrådet, der dog kunne berolige de bekymrede studerende.
»Jeg ved ikke, hvor Jacob Lange fik det fra, men det kom til at fremstå som deciderede regler. De regler findes ikke. Det giver ingen mening, og det må være varm luft,« siger Pernille Skipper.
Københavns Universitet ønsker ikke, at Jacob Lange udtaler sig til Nyhedsavisen.