DR-dokumentaren "I Skattely", som har belastet Jyske Bank, får konsekvenser hos revisionsvirksomheden Ernst & Young, skriver nyhedsportalen FinansWatch.
De to revisorer Søren Steenholdt og Per Lundbæk Christensen fra Ernst & Young er således blevet fyret efter at have rådgivet DR's undercoverjournalist i sagen.
Hos Ernst & Young bekræfter kommunikationsansvarlig Per-Henrik Goosman oplysningerne om, at de to er stoppet, men ønsker ikke at sige noget om årsagen.
- Jeg kan bekræfte, at hverken Søren Steenholdt eller Per Lundbæk Christensen er hos Ernst & Young længere. Men jeg vil ikke kommentere årsagen.
- Det er en sag mellem de to og Ernst & Young, siger han til FinansWatch.
Fyringen af de to revisorer kan komme til at belaste Jyske Bank yderligere, da Ernst & Young tilsyneladende ikke kan godkende de to revisorers rolle i sagen.
I den brevdokumentation, som Jyske Bank har fremlagt i sagen, henviser banken DR's undercoverjournalist direkte til Søren Steenholdt:
"For at du sikrer dig en rigtig værdi af dit firma i dag og en rigtig udflytning fra Danmark, vil jeg anbefale dig at tage kontakt til Søren Steenholdt, statsautoriseret revisor fra Ernst & Young.
Han er meget kort orienteret om din problemstilling og er meget kyndig i international beskatning," skriver Jyske Banks rådgivere i Schweiz Henrik Löwe og Thomas Ladefoged til journalisten.
Programmet, hvor de nu fyrede revisorer ifølge FinansWatch rådgiver i sagen, er det fjerde og sidste i rækken og bliver vist på DR1 mandag.
/ritzau/