Endnu en af de mest centrale anklager i DR-dokumentaren »Den Hemmelige Krig« falder nu fra hinanden.
Filmen forsøger at føre bevis for, at fanger systematisk blev mishandlet af amerikanerne i fangelejren og at det derfor var stærkt betænkeligt, at Danmark afleverede fanger.
Instruktør Christoffer Guldbrandsen har interviewet to forhørsledere, Chris Hogan og Edward Herman, der i filmen bruges til at så tvivl om regeringens påstande om at der mere end i to tilfælde blev overgivet fanger.
Undlader viden
Guldbrandsen undlader imidlertid bevidst at citere samme to forhørsledere for viden, der ville undergrave filmens centrale påstand:
At fanger blev tævet i lejren.
Den ene af de to forhørsledere, Ed Herman, siger til Nyhedsavisen at han aldrig har »set, hørt om eller deltaget« i nogen form for mishandling.
Faktisk mener Herman at fangerne ofte blev behandlet bedre end soldaterne, de fik rigtig mad, soldaterne fik feltrationer, fangerne kunne tage varme bade, mens soldaterne måtte nøjes med kolde.
Også den anden forhørsleder, Chris Hogan – der i udsendelsen bruges som kronvidne i angrebet mod regeringens troværdighed – afviser at fangerne på nogen måde blev mishandlet, men det har Christoffer Guldbrandsen helt udeladt af udsendelsen.
Hogan skrev i 2004, under synonymet Chris Mackey - bogen »Afhørernes Krig«, hvor han fortæller at ingen fanger led overlast. Det samme har han sagt i interviews med amerikanske medier.
Chris Hogan fortæller hvordan forhørslederne overvejede at true de muslimske fanger med hunde, men at de opgav tanken fordi det er i strid med Geneve-konventionen.
Opfandt anden teknik
De kunne heller ikke, da det var i strid med reglerne, berøve fanger deres søvn. Til gengæld »opfandt« forhørslederne en anden teknik:
Afhøringerne kunne blive ved så længe forhørslederne var i stand til at holde sig vågne – i nogle tilfælde 28-29 timer. Men vold eller overgreb? Nej.
Hogan beskriver hvordan en soldat fik en kraftig overhaling, fordi han havde ved en enkelt lejlighed fik en fange til at sidde på knæ med armene strakt ud foran sig. Hvorpå Chris Irvine, lederen af afhøringscentret, straks tog telefonen og ringede til den ansvarlige soldat med ordene:
»What the hell are you doing?« – »Hvad fanden har du gang i?«.
Ingen af disse oplysninger, der afgørende svækker påstanden om at danske soldater har afleveret fanger til mishandling, er medtaget i »Den Hemmelige Krig.«