»What the hell are you doing?« – »Hvad fanden har du gang i?«.
Chef Irvine – alias Chris Irvine, om dagen leder af afhøringscentret i Kandehar – havde taget telefonen, trykket nummeret til Tom Cavanaugh, en sergent, der var gået for langt. Han havde anbragt en fange på knæ og bedt ham holde armene strakt ud for sig.
Fangen var en »cocky fuck« – og det er grimt. Stop, skreg Irvine, men Cavanaugh afviste.
»Det er sgu ikke værre end vores militære træning,« sagde han.
»Forskellen er,« gjorde Chris Irvine det klart, »at du selv meldte dig til den militære træning.«
Og sådan blev det. Overgrebet stoppede, før det var begyndt.
Typisk dag i Kandehar
Historien er, forsikrer Chris Hogan, typisk for hans oplevelser som afhøringsleder i Kandahar-lejren i Afghanistan fra slutningen af 2001 til august 2002.
Fangerne blev behandlet godt, fortæller Chris Hogan.
»Ikke én eneste gang har jeg set, hørt om, for slet ikke at sige deltaget i noget, der minder om overgreb eller tortur – noget, der på nogen måde overtræder Geneve-konventionen,« forsikrer han over for Nyhedsavisen i telefonen fra Connecticut.
Og ethvert tilløb til at gå for langt blev øjeblikkeligt stoppet, føjer han til.
Hogan modsiger DR
Chris Hogan er hovedkilde i DR-dokumentaren Den Hemmelige Krig . Han har i hvert fald tre gange set danske soldater aflevere eller følge fanger, siger han. Sådan husker han det.
»Men overgreb eller vold mod fanger? Nej, aldrig,« siger han.
Skal man da tro, at en forhørsleder i en krig aldrig gik for langt?
»Ja, tro mig, det skete ikke,« siger Chris Hogan.
I DR-dokumentaren påstås det, at fanger led overlast, men instruktør Christoffer Guldbrandsen har ikke i sin film medtaget ét eneste ord fra samtalerne med Chris Hogan, hvor han ellers hver gang siger det samme:
Ingen vold, ingen overgreb, ingen overtrædelser af konventionen.
Pris for at følge reglerne
Desværre er et forkert ord – og så alligevel. For det var dødfrustrerende for Hogan og de andre forhørsledere, at det stort set var umuligt at vride et ord ud af de utallige Taleban-krigere, der kom ind i lejren, efterhånden som kampene skred frem:
»Jeg er sikker på, at vi – netop fordi vi fulgte reglerne – ikke fik knækket personer, der kendte til konkrete terrorplaner eller terrorceller, og at det en dag vil skade vores land,« siger Chris Hogan.
Han blev indkaldt cirka en måned efter 11. september, da han fra sit kontor i London, hvor han var revisor, så de to tårne styrte i grus. En britisk kollega så på ham:
»Jeg føler med dig. Håber ikke, du kendte nogle af ofrene,« sagde kollegaen.
»Føl ikke med mig. Føl med dem, der gjorde det,« svarede Chris Hogan.
Trænet i venlighed
Raging Bull stod der i emnefeltet på den officielle e-mail, hvor han (som afhøringsofficer med et rustent arabisk) blev kaldt til nationens tjeneste, hjem til USA og videre til Afghanistan. Raging Bull – den rasende tyr – var et kodeord fra den kolde krigs tid. Og også de teknikker, som Hogan havde lært, var fra dengang.
»Vi var trænet i positiv afhøring. Vi skulle have en venlig tilgang, det var filosofien – for eksempel ved at lokke en tilfangetagen sovjetisk soldat med, at han kunne komme til USA og bo i New York, når krigen var slut,« fortæller Chris Hogan.
Teknikkerne var indrettet på, at 95 procent af fangerne ville samarbejde, mens fem procent ikke ville. I Afghanistan var det omvendt.
»Venlighed? De var ligeglade. De var ikke interesserede i vores venlighed«,,husker han.
Al-Qaeda-plan gav chok
Afhøringsfolkene fik et sandt chok, da amerikanske soldater en dag dukkede op med en afhøringsmanual på cirka 60 sider, fundet i felten hos nogle al-Qaeda-folk.
Manualen beskrev en række metoder til at sabotere en afhøring og indeholdt, husker Chris Hogan, en »rystende og rammende præcis beskrivelse« af den amerikanske virkelighed.
Det blev beskrevet, at amerikanerne ikke ville skade fangerne, selvom de kunne have lyst. Ligesom manualen fortalte, hvordan man som fange skulle klage øjeblikkeligt, hvis man led overlast. Af manualen fremgik det også, at en fange kunne ødelægge en forhørsleders karriere ved at fremvise et ar eller en skade til Røde Kors, og at amerikanernes uvilje mod at bruge tortur i afhøringerne var udtryk for »amerikansk svaghed.«
Chris Hogan skriver i sin bog Forhørsfolkenes Krig om den enorme frustration, om hvor svært det var til at få fangerne til at tale, selvom de uden tvivl vidste noget – men også at Geneve-konventionen var banket ind i hovedet på alle, og at ingen havde lyst til at bryde den: De fleste mente ikke, at det ville være rigtigt. Andre var bange for straffen.
USA omgik reglerne
Da Hogan ankom til landet, var han fast besluttet at følge konventionerne til sidste bogstav. Alle fulgte reglerne, undtagen Tom Cavanaugh, der råbte af fangerne og af og til, indtil nogen så og stoppede det, og anbragte fangerne i stressende situationer.
Men, medgiver Hogan, efterhånden udviklede afhøringsfolkene metoder til at omgå Geneve-konventionen.
At berøve fanger deres søvn er for eksempel forbudt, men i Afghanistan udviklede afhøringsfolkene en anden variant: Man lod afhøringerne fortsætte i op til 30 timer. Det var tilladt, når bare også de selv (og ikke kun fangen) måtte holde sig vågne, mente afhøringsfolkene.
At true fanger med at blive henrettet er også forbudt, men også den regel blev omgået: Da stort set alle de fanger, der blev bragt ind til basen, ikke var soldater, men krigere, og næsten altid bar civilt tøj, kunne man kalde dem spioner – og spioner kan henrettes. Derfor truede amerikanerne i en række tilfælde fangerne med at blive henrettet.
Stolt af det er Chris Hogan ikke, forstår man. Men sådan var virkeligheden: Den amerikanske ledelse sukkede efter viden, men fik stort set ingen, dertil var fangerne alt for ligeglade – og forhørslederne alt for venlige.
Som det fremgik af den al-Qaeda-manual, der blev fundet:
»Amerikanerne vil give dig tre halal-måltider om dagen og ret til brusebad nogle gange om ugen. Men lyv over for dem, nægt at fortælle noget, skift historie – der er intet, de kan gøre.«