USA’s næste præsident bliver ikke Kanye West.
Den flamboyante musikstjerne annoncerede ellers på Twitter for ti dage siden, at han agtede at stille op i kampen om at blive USA’s næste præsident.
Men nu har Kanye West ifølge New York Magazine trukket sit kandidatur. Angiveligt fordi en meningsmåling kun giver ham opbakning fra to procent af vælgerne.
Mange slog i første omgang Kanye Wests præsidentdrømme hen som et PR-stunt, hvilket bestemt ikke ville være utænkeligt med tanke på musikerens mange bizarre udmeldinger gennem tiden.
Men det benægtede den 43-årige multikunstner, som endda nåede at få hyret rådgiveren Steve Kramer til at hjælpe sig med komme på valgkortet rundt omkring i USA.
- Han er ude. Jeg skal fortælle det hele, så snart jeg får aflyst alt, siger Steve Kramer til New York Magazine.
Inden sin udmelding havde Kanye West erklæret sin støtte til Donald Trump, men da han offentliggjorde sit kandidatur, var det som erklæret modstander til den siddende præsident.
Kanye West er gift med realitystjernen Kim Kardashian, som altså dermed heller ikke bliver “First Lady” i denne omgang.