Harry og Meghan skal finde andre steder at udgive deres podcasts.
Streamingtjenesten Spotify har nemlig valgt at droppe samarbejdet med hertugen og hertugindens fælles firma "Archewell Audio".
I en fælles erklæring hedder det, at parterne er “gensidigt enige om at skilles”.
"Spotify og Archewell Audio har i enighed besluttet at stoppe samarbejdet. Vi er stolte af den serie, som vi producerede sammen, lyder det i pressemeddelelsen.
Meghan Markle har siden august 2022 lavet 12 afsnit af podcast-serien “Arketyper”, hvor hun havde besøg af kendisser som Serena Williams og Mariah Carey. Men Spotify bekræfter altså nu, at den lukrative aftale ikke bliver forlænget.
Kontrakten lød ifølge BBC på 25 millioner dollars, svarende til cirka 170 millioner danske kroner.
Aftalen med Spotify var en af de første store aftaler, som parret indgik, efter at de brød med det britiske kongehus i 2020 og flyttede til Nordamerika.
Ifølge The Wall Street Journal vil Meghan Markle fortsætte med at producere indhold - men altså på en anden platform.