Han er den første dansker, der vinder Vuelta a España. Normalt ville det være en direkte billet til pandekager på Københavns Rådhus. Men ikke denne gang. Hverken Jonas Vingegaard eller Mads Pedersen, der sikrede sig pointtrøjen i løbet, bliver fejret med “pandekager og folkefest”. Det skriver cykelmediet Feltet.dk.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt havde ellers luftet ønsket om en officiel fejring med pandekager på rådhuset, efter danskernes triumf i det spanske løb.
Men rytterne har sagt nej tak, da de har brug for at restituere oven på tre hårde uger. Det bekræfter DCU’s direktør, Niels Bo Daugaard, over for Feltet.dk:
– Vi har i DCU forsøgt alle muligheder, fordi vi – ligesom kulturministeren – gerne vil fejre Vingegaards triumf. Jonas har dog mest behov for at komme hjem og restituere efter en hård Vuelta, og det har vi stor respekt for. Mads er også glad for muligheden, men har – ligesom Jonas – ikke mulighed for at deltage i en fejring i et travlt program.
Årets Vuelta a España har været præget af massive propalæstinensiske demonstrationer og uroligheder, der blandt andet har sendt flere ryttere en tur i asfalten i den forbindelse. Det hele kulminerede søndag, hvor den 21. og sidste etape måtte aflyses.