Danske folkepensionister lever det gode liv med fede ferierejser og restaurantbesøg. De bruger som aldrig før penge på luksusgoder, viser en ny undersøgelse.
Og hurra for det - der er kun grund til at glæde sig over, at mange kan nyde en god og guldrandet alderdom.
Men så er det samtidig på høje tid at halalslagte en af Danmarks helligste køer: myten om, at folkepensionister generelt lever på en sten, samler flasker og roder i skraldespande for at finde en daler til ugens enlige gåsebryst og gammel dansk.
En myte, som stærke politiske kræfter som Dansk Folkeparti forstærker ved at omtale de ældre som en svag samfundsgruppe ¿ blandt andet i partiets seneste socialpolitiske valgoplæg, som næsten udelukkende drejer sig om de ældre.
Virkeligheden er, at friværdier og formuer er mere reglen end undtagelsen blandt danske folkepensionister. Folkepensionister har som gruppe den laveste andel af reelt fattige borgere, viser regeringens opgørelser.
Tiden er løbet fra at sætte de gamle i bås som samfundets svageste. Vi bør droppe rabatter i form af mimrekort og særpriser, som bevidstløst bliver givet til alle folkepensionister uden at skele til, om de reelt har millioner til rådighed.
Gør i stedet rabatterne indkomstafhængige, så de få ældre, der reelt har brug for rabatterne, får dem.