Alt for mange børn er dårligt opdraget til at klare sig i trafikken til og fra skole, fordi forældrene i stigende grad transporterer børnene i bil.
Ny kampagne fra Rådet fra Større Færdselssikkerhed skal i breve og foldere få forældre til at trafiktræne deres børn både før og efter skolestart.
- Dobbelt så mange forældre som for ti år siden kører deres børn i skole og det er ikke bare en livsstil, men et problem, fordi børnene på den måde ikke får de nødvendige færdigheder i trafikken. Børn bliver kun gode trafikanter ved at færdes i den, have nogle gode rollemodeller i deres forældre og øve sig, siger rådets projektleder, Michala Heering Brinck.
Rådet til forældrene er enkelt.
- Forældrene skal lade bilen stå, måske ikke hver dag men med jævne mellemrum, og gå skolevejen med deres børn. Et barn på seks eller syv år har nemlig svært ved at bedømme afstande og hastighed. De er spontane og kan ikke forudse farlige situationer. Derfor skal forældrene tage børnene med ud i trafikken og vise dem alle de farlige steder, hvor man skal være ekstra opmærksom, siger Michala Heering Brinck.
Kampagnen hedder Pas på de små i trafikken , har kostet to millioner kroner og er blevet til i et samarbejde mellem de nye kommuner, Vejdirektoratet, politiet og Rådet for Større Færdselssikkerhed. I alt 73 af landet 98 kommuner deltager, hvilket betyder at kampagnen når omkring 47.000 børn og deres forældre.
Træn skolevejen - både før og efter skolestart
Vælg den sikreste vej - ikke den korteste
Husk cykelhjelm - både til store og små hoveder
Spænd både børn og voksne fast i bilen
Vær en god rollemodel for dine børn
Kilde: Rådet for Større Færdselssikkerhed