Skrevet i samarbejude med Mia L. Christensen, mich@avisen.dk
Sjældent er en pensionsalder blevet fejret så behørigt. Men når fødselaren hedder dronning Margrethe, er det en anden sag.
Tusinder af børnehavebørn, pensionister, teenagere og turister var mødt op på en stopfyldt og solbeskinnet Amalienborg Slotsplads for at hylde den danske monark på hendes 67 års fødselsdag.
Livgarden var trukket i den røde gallauniform, og traditionen tro trådte den kongelige familie frem på balkonen af Christian IX’s Palæ for at modtage folkets hyldest.
De fremmødte kvitterede med viftende dannebrogsflag, fødselsdagssang og de sædvandlige hurraråb. Hele tre gange blev regentparret, deres børn og børnebørn samt kronprinsesse Mary kaldt frem på balkonen.
De fleste danskere vælger at forlade arbejdsmarkedet, når de fylder 67 år og kan modtage folkepension. Men det royale fødselsdagsbarn har endnu ingen planer om at abdicere. Og ifølge flere eksperter vil der gå mange år endnu, før det sker.
- Hun har jo flere gange sagt, at hun bliver ved, til hun falder af pinden. Og medmindre hun bliver mentalt inhabil, bider hun sig fast i bordkanten, siger historiker ved det Historiske Hus, Jon Bloch Skipper, i dagens Nyhedsavisen.