Dronningens nytårstale gemmer på stor overraskelse
Dronning Margrethe holder nytårstale hvert år, men hvordan bordet er pyntet, ved hun ikke. Her ses hun i gang med talen i 2012. (Arkivfoto) (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
Når dronningen nytårsaften holder tale, er der én ting, hun ikke ved på forhånd.

Det er en mangeårig tradition, at dronning Margrethe den 31. december toner frem på skærmen, hvor hun taler direkte til folket.

Men når dronningen sætter sig ved skrivebordet i modtagelsesværelset i Christian IX's Palæ på Amalienborg Slot i hjertet af København, venter der en stor overraskelse.

Monarken ved nemlig aldrig, hvordan den buket blomster, der står på bordet, ser ud. Det er dog kutyme, at den på en eller anden måde passer til det tøj, majestæten har valgt, skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Hvad dronningen vælger at sige til folket, forbliver en hemmelighed, indtil rådhusklokkerne slår 18.00 nytårsaften. Men allerede nu bliver der gættet og oddset på, hvad majestæten i år kommer til at tale om.

Penge i Bendtner

Mens ord som nytårshilsen, nytårsaften og nytårsønsker giver meget små gevinster hos Danske Spil, så kan man score kassen, hvis dronning Margrethe skulle få lyst til at inkludere den britiske premierminister, Boris Johnson, radiofænomenet Kirsten Birgit eller fodboldspilleren Nicklas Bendtner i sin tale.

Når talen er afsluttet, og kameraet bliver slukket, er der tradition for, at dronning Margrethe sender en lidt mere uformel nytårshilsen.

- Umiddelbart efter talen bliver fotografer inviteret indenfor i modtagelsesværelset for at tage et billede af dronningen. Dronningen ønsker efterfølgende de tilstedeværende pressefotografer samt holdet bag tv-produktionen et godt nytår, hvorefter dronningen forlader modtagelsesværelset, lyder det på kongehusets hjemmeside.

Når dette er gjort, er dronningen klar til at deltage i sin private nytårsfejring.

/ritzau/

Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus
via Listen To News