Du kommer til at gå forgæves, hvis du på årets sidste dag søger ind mod Amalienborg for at være på slotpladsen, når Dronning Margrethe holder sin traditionsrige nytårstale.
Dronningen plejer at skrive ved skrivebordet inde i det såkaldte modtagelsesværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg, når klokken slår seks om aftenen. Sådan bliver det bare ikke i år.
Fredensborg Slot vil i år danne ramme om talen, da majesætten må forlade de faste gemakker på grund af en større renovering af en underjordisk afløbsinstallation på Amalienborg Slotsplads.
- Renoveringen foregår som led i skybrudssikringen af Frederiksstaden og Bredgadekvarteret, hvorfra regnvand under skybrud skal kunne ledes hurtigt bort og ud i havnen netop ved Amaliehaven, oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
Nytårstalen er tidligere blevet holdt på Fredensborg Slot i 1979, 1980, 2014 og senest i 2015, hvor Christian IX's Palæ var under renovering.
Også Livgardens æresbevisning, hvor vagten træder til gevær og står trådt an med fane og to tambourer, rykkes i midlertidig eksil i den nordsjællandske stationsby, da det på årets sidste dag ved foregå ved slottet i det, der af Kongehuset omtales som Indre Slotsgård.
- På Fredensborg Slot vil Ydre Slotsgård være åben for publikum. Der vil ikke være særlige foranstaltninger på Amalienborg Slotsplads i anledning af nytårstalen, lyder meldingen fra Kongehuset i pressemeddelelsen.