Hun kunne ikke selv gøre for det, men dronning Margrethe var onsdag årsagen til, at bombehunde måtte rykke ud på Christiansborg. Det skriver DR på sin hjemmeside.
I et af livgardens røde skilderhuse foran Christiansborg lå nemlig en pakke, som ingen ville kendes ved. Derfor rykkede politiet ud med bombehunde og Rullemarie i tilfælde af, at pakken skulle sprænges i luften.
Men efter at have snuset godt og grundigt til pakken, gjorde hundene tegn til, at den var god nok. Inden i lå en fin hat, som var blevet sendt fra Tyskland, til dronningen.
Politiet har nu sendt pakken videre til hittegodskontoret, som så vil få den sendt ud til den rette ejer.