Da dronning Margrethe sidste år fyldte 80 år, var der lagt op til den helt store fejring i hele landet. Heriblandt en storstilet fest over to dage i Aarhus.
Den plan satte coronapandemien som bekendt en gevaldig stopper for, og regenten måtte fejre sin runde dag under absolut private former.
Planen var dog, at festlighederne i stedet skulle afholdes i år, men det er nu også aflyst. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. Heraf fremgår det, at dronningen vil nå at blive 82 år, før hun kan fejre sin 80 års fødselsdag – festen er nemlig blevet skubbet til 2022.
– Jeg glæder mig over, at vi allerede nu kan se frem til et festligt kongeligt besøg til 2022, hvor vi må regne med at have fået pandemien godt på afstand, så vi atter kan planlægge store forsamlinger og holde en flot og folkelig byfest for vores dronning, siger borgmester Jacob Bundsgaard ifølge pressemeddelelsen.