En kongelig elefantunge kommer til verden i 2017 i den svenske dyrepark Kolmården.
Det er danske dronning Margrethes elefant Tonsak, der sammen med den svenske kong Carl XVI Gustafs elefant Bua skal være forældre til en elefantunge i 2017.
Det er ikke første gang, at Bua er drægtig. Hun er mor til Kolmårdens yngste elefant, Namsai, der er tre år gammel.
Den tidligere, succesfulde drægtighed gør, at dyreparken ikke er nervøs ved situationen.
- Efter Namsai ved vi, at Bua er en god mor, som ved, hvordan man tager hånd om en unge.
- Vi har gode forhåbninger om, at hun passer lige så godt på den nye unge, siger Tommy Karlsson, der er driftsleder i Kolmården, i en pressemeddelelse.
Begge elefanter er gaver til regenterne fra den nu afdøde thailandske konge.
Tonsak flyttede fra Zoologisk Have i København til Kolmården dyrepark sidste sommer. Elefanten Bua kom til Sverige i 2014.
Nu vil dyreparken fokusere på, at alt foregår, som det skal hos den kommende elefantmor, oplyser Tommy Karlsson.
- Frem mod fødslen kommer vi til at arbejde ekstra meget med at træne og motionere Bua for at holde hende i god form, lyder det.
En elefant er drægtig i 22 måneder.
/ritzau/