Danmarks dronning er blevet et kunstigt led i knæet rigere.
Margrethe II blev torsdag formiddag opereret på knækirurgisk sektor på Århus Universitetshospital. Operationen blev gennemført af overlæge, dr. med. Anders Odgaard og overlæge Frank Madsen og forløb planmæssigt.
Hele knæoperationen varede en time.
»For kort tid siden talte jeg med Dronningen, der har det godt. Dronningen er smertefri og ser frem til at kunne begynde sin genoptræning,« siger overlæge, dr. med Anders Odgaard ifølge en pressemeddelelse udsendt af Kongehuset.