Danmark er trods krisen stadig rigt land, og hvis vi smiler mere og viser menneskelig omsorg, så skal det nok gå alt sammen. Det var hovedbudskabet i Dronningens nytårstale.
"Danmark er trods den økonomiske krise stadig et rigt og trygt samfund. Det er noget som mange generationer har bygget op over lang tid, og fundamentet har først og fremmest været de menneskelige ressourcer: Flid og godt humør, praktisk sans parret med venlighed," sagde dronning Margrethe blandt andet i talen.
Hun opfordrede danskerne til ikke at tage goderne for givet og betragte medmennesker som sager, der blot skal ekspederes.
"Man kan godt sige tak for det, man får - også selvom man har ret til at få det," sagde Dronningen.
Hun pegede samtidig på, at Danmark er et privilegeret land, og sagde, at det forpligter.
"Vi kan ikke i en moderne verden isolere os og lade andre om at løse de problemer, der ikke umiddelbart berører os selv. Særligt i nedgangstider er der behov for fortsat at tage et aktivt medansvar. Vi har mulighederne, og vi har meget at byde på. Det kan vi i grunden være stolte over," sagde Dronningen, der nævnte klimakonferencen i København til sommer som et godt eksempel på et område, hvor Danmark kan bidrage.
Også de danske bidrag til de internationale styrker i Afghanistan nævnes i talen. Styrkerne har i år lidt historisk store tab i krigen mod Taliban.