Dronning Margrethe har aflyst sin årlige vinterferie til Norge. Det skriver Billed Bladet.
Det er majestætens helbred, som forhindrer hende i at tage på ferie.
Ifølge ugebladet, er det dronningen ryg, som den er gal med.
- H.M. Dronningen har aflyst sit private ophold i Norge på grund af problemer med ryggen. Det betyder også, at Kronprinsen forestod dagens offentlige audiens på Christiansborg, siger hoffets kommunikationsafdeling til Billed Bladet.
Den offentlige audiens var dronning Margrethes sidste opgave i den royale kalender, før hun efter planen skulle have rejst mod Norge på en uges ferie.
Det var meningen, at prins Joachim skulle træde ind som Rigsforstander i dronningens fravær, da kronprins Frederik heller ikke er i landet i den kommende uge. Men siden dronningen nu er for sug til at rejse, bliver det ikke nødvendigt med en Rigsforstander.
Hoffet har ikke meldt ud, hvor alvorligt det er med dronningens ryg.