Normalt blev hver aften på Buckingham indledt med, at prins Phillip mixede en drink til sin hustru dronning Elizabeth.
Men nu er prinsen væk – og det samme er sprutten.
Det skriver avisen the Sun, der har historien fra en royal kilde, der hævder, at regentens traditionelle drink nu er byttet ud med danskvand eller tomatjuice.
– Hun har aldrig drukket voldsomt meget, bare en enkelt cocktail i ny og næ. Hun er et vanemenneske, men jeg tror ikke, hun vil savne det. Det er en fornuftig beslutning, siger chefredaktøren på det kongelige magasin, Majesty, Ingrid Seward, til avisen.
Dermed bliver det en tørlagt dronning, der næste år kan fejre diamantjubilæum efter hele 75 år på tronen. Og det skal altså også fejres uden hendes normale favoritcocktail – en såkaldt Zaza, der består af Dubonnet, gin og en skive citron.
Dronningen har aldrig været storforbruger af alkohol. Under statsbesøg han hun således forsøgt at undgå champagne, som hun ikke bryder sig om. Og selv om de kongelige kældre huser nogle af verdens bedste flasker vin, har dronningen foretrukket tysk hvidvin eller billig portugisisk rose af mærket Mateus, hvis der endelig skulle vin på bordet.
Men det er altså alt sammen slut nu.
Den britiske kongefamilie er ellers generelt kendt for at have et meget afslappet forhold til alkohol. Den nuværende dronning mor havde en forkærlighed for gin, som der ikke blev sparet på. Og dronningens afdøde søster, prinsesse Margaret tog også heftigt for sig af de flydende varer.