På bare et splitsekund ændrede den gode julestemning sig til skræk og rædsel, da en lastbil mandag aften kørte ind i en folkemængde på et julemarked i den tyske hovedstad, Berlin.
Siden er det strømmet ind med kondolencer til det tyske folk, og tirsdag meldte dronning Margrethe sig også på banen med en dybfølt besked til Tyskland.
- Ærede forbundspræsident. Jeg er dybt berørt over det tragiske angreb i går aftes i Berlin og beder Dem og det tyske folk modtage min dybtfølte kondolence. Mine tanker er hos ofrene, deres pårørende og venner, skriver dronningen i meddelelsen på kongehusets hjemmeside.
Både i Tyskland og herhjemme blev der tirsdag aften afholdt en mindehøjtidelighed for ofrene. I København var flere, heriblandt en række politikere, således mødt op på den tyske ambassade for at ære ofrene.
Tysk politi fik anholdt en 23-årige mand kort efter mandagens angreb, men tirsdag aften blev han ifølge nyhedsbureauet AFP løsladt.
12 mennesker døde som følge af attentatet, mens omkring 50 personer blev såret. Den tyske kansler Angela Merkel har efterfølgende sagt, at man må formode, at der er tale om et terrorangreb.
Politiet efterforsker stadig sagen og leder efter gerningsmanden.
/ritzau/FOKUS