Nu tager den danske dronning bladet fra munden, og taler for første gang offentligt om sine følelser omkring ulykken, der sendte hollandske prins Friso i koma.
Dronning Margrethe har selv været på skiferie, og det leder tankerne hen på det hollandske kongehus' tragedie.
"Det er frygteligt, hvad der er sket. Det er forfærdelig tragisk. Det ser ikke rart ud. Det er så tragisk for hele familien, synes jeg. Man må bare håbe på, nej, jeg ved ikke engang, hvad man skal håbe på nu," siger den rørte dronning til Billed-Bladet.
Prins Friso blev fanget i en lavine under en skitur i Østrig i midten af februar. Han er for et par dage siden overført til et hospital i London, men lægerne kan kun håbe på, at han vågner fra sin koma. Og selv hvis den 43-årige prins åbner øjnene igen, er der stor risiko for svære hjerneskader.
Dronning Margrethe kender ikke prinsen ret godt, men kommer til at tænke på, at hendes egne sønner er jævnaldrende med Friso.
"Jeg kender da hele familien, og jeg ved præcist, hvor gamle de er. Den ældste er født året før mine drenge, og så kommer de tre hollandske prinser sådan trip-trap-træsko," siger hun og understreger, at hun regner med, hendes egne sønner passer på, når de nyder at stå på ski.
"Jeg regner med, de beholder hovedet på, også når de står på ski, og ikke gør dumme ting. Og de er rutinerede nok til at vide, at rutine ikke er nok," fortæller dronning Margrethe.
Hun påpeger, at selvom hun er klar over, at laviner er noget, der kan forekomme overalt, er det ikke noget, hun går rundt og frygter i hverdagen. Hun står selv fortrinsvis langrend, mens resten af familien godt kan lide alpin. Prins Friso var off-piste, da lavinen begravede ham.
"Det er virkelig frygteligt, hvad der er sket," understreger dronningen.
Kilde: Billed-Bladet