Dronning Margrethe pakker kufferten og sætter i næste måned kurs mod Rom.
Her skal hun 24. oktober uddele Dronning Margrethes Romerske Pris, som hun fik indstiftet i 2015 af Carlsbergfondet i anledning af sin 75-års fødselsdag.
Det er første gang siden 2021, at den 85-årige dronning tager på et større officielt udlandsbesøg. Dengang gik turen til Tyskland. Siden har hun kun haft et enkelt mindre besøg i udlandet, da hun i juni sidste år lagde vejen forbi Sofiero Slot i Skåne.
Prisen bliver uddelt på Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom, hvor dronningen har været protektor siden 2011. Den gives hvert år til en person, gruppe eller institution, der har gjort en særlig indsats inden for kultur, videnskab eller formidling med forbindelse til Italien.
Ud over prisuddelingen venter der også et program med fokus på arkæologi, kunsthistorie og arkitektur.
Dronning Margrethe var sidst i Rom i 2017, og gensynet med den italienske hovedstad kommer efter en periode, hvor hun har droslet ned på sine officielle pligter som følge af, at hun i januar sidste år gav tronen videre til kong Frederik.
Derudover har helbredet drillet. I maj i år blev hun indlagt på Rigshospitalet med en forkølelse, og sidste år måtte hun aflyse arrangementer efter et fald på Fredensborg Slot.
Nu ser dronningen altså ud til igen at være klar til at repræsentere kongehuset uden for landets grænser.