Senere i februar kommer der for alvor ekstra glimmer over Amalienborg.
Hertuginde Kate besøger nemlig dronning Margrethe og kronprinsesse Mary.
Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
Dronningen og Kronprinsessen tager i første omgang imod i Christian IX's Palæ på Amalienborg.
Efter modtagelsen vil Kronprinsessen være vært for en privat frokost for Hertuginden i Frederik den VIII’s Palæ på Amalienborg.
Herefter vil Kronprinsessen sammen med Hertuginden besøge et krisecenter, hvor der vil være en præsentation af Mary Fondens indsats for de omkring 2000 børn, der hvert år kommer på krisecenter med deres mor, skriver Kongehuset.
Hertuginden af Cambridge er på arbejdsbesøg i Danmark i dagene den 22.-23. februar med The Royal Foundation Centre for Early Childhood, som Hertuginden lancerede i 2021.
Kronprinsessen og hertuginden har tidligere mødtes i Danmark i blandt andet 2011, hvor både prins William og hertuginden var på besøg i København.