Dronning Margrethe sender søndag sin kondolence til kongen af Marokko, efter at landet fredag blev ramt af et voldsomt jordskælv.
Det skriver kongehuset i en meddelelse.
I den udtrykker dronningen sin sympati for både de mennesker, der er direkte berørt af jordskælvet, og for hele det marokkanske folk.
- Tag imod min dybeste medfølelse, som jeg udtrykker efter jordskælvet, der ramte Marokko den 8. september, og det frygtelige tab af menneskeliv.
- Jeg udtrykker min dybe sympati for alle de berørte såvel som for hele det marokkanske folk, lyder det.
Jordskælvet har kostet 2122 mennesker livet, oplyser statsligt tv i Marokko søndag aften. Yderligere 2421 personer er kommet til skade.
Det voldsomme skælv fandt sted fredag aften. Dets epicentrum lå cirka 70 kilometer sydvest for Marrakesh.
Her er mange bygninger styrtet sammen, herunder i den gamle bydel. Det fortæller beboere til medier i området.
Marrakesh blev grundlagt for omkring 1000 år siden, og den gamle bydel er på Unescos liste over verdensarv.
Også i de store byer Casablanca og Rabat, landet hovedstad, har man mærket jordskælvet. Men værst står det til i Marrakesh og området omkring.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er flere end 300.000 personer i Marrakesh og omegn berørt.
Jordskælvet er det dødeligste i flere årtier i Marokko. Det har fået landets regering til at erklære tre dages landesorg.
Både dødstallet og antallet af tilskadekomne ventes at stige i de kommende dage, i takt med at flere områder gennemsøges.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.