De vilde svaner havde gallapremiere i går, og HM Dronning Margrethe, som selv medvirkede i filmen, fik stående applaus i Imperial-biografen i København.
Både kolleger, familie og venner var mødt op til premieren for at se filmen, der er bygget på H.C. Andersens eventyr.
"Det har været en kæmpe oplevelse at arbejde sammen med hende. Hun har været helt fantastisk, ydmyg og dygtig. Alt, hvad hun har lavet, har hun vidst alt om. Det har været ufatteligt stort, at vi har haft dronningen med, fortalte Ghita Nørby, der sammen med Peter Flinth har instrueret filmen.
De dårlige anmeldelser dagene forinden kom derfor ikke til sin ret, da et meget tilfreds publikum forlod biografen i går aftes.
Skuespillerinden Neel Rønholt var også med til premieren og viste også stor tilfredshed med resultatet, hvor veninden Stine Fischer Christensen spillede hovedrollen.