Folkefesten er søndag i fuld gang i Norge. Det norske kongepar, kong Harald og dronning Sonja, fejrer sit 25-års-regeringsjubilæum med nationen ved sidelinjen.
Med til festlighederne er også den danske dronning Margrethe, der kan skue ud over en række udendørsaktiviteter foran slottet i Oslo.
Forholdet mellem det danske og norske monarki er stærkt og tættere end til det svenske kongehus, siger Trine Villemann, der er forfatter til bøger om det danske kongehus og tidligere hofreporter på Ekstra Bladet.
- Det norske monarki er en udløber af det danske monarki, og derfor er der nogle helt naturlige, tætte bånd mellem det danske og norske kongehus. Der er både venskabelige og historiske bånd, siger Trine Villemann.
- Vores dronning er nær veninde af dronning Sonja. Op til for ganske få år siden tog de to dronninger på skiferie sammen.
/ritzau/