Den svenske dronning Silvia og prinsesse Madeleine deltog traditionen tro i et møde med World Childhood Foundation, og denne gang blev mødet holdt på en ganske særlig adresse, skriver det svenske kongehus på sin hjemmeside, Kungahuset.se.
Fondens repræsentanter var nemlig blevet inviteret indenfor på Kungliga slottet i det centrale Stockholm i Sverige, der er det svenske kongehus' officielle residens.
Det skete, fordi dronning Silvia ikke bare er en del af fonden - hun er grundlæggeren bag. Derfor er hun også æresformand.
Fonden holder møde et par gange om året. Målet er at udveksle erfaringer fra de forskellige landes afdelinger i henholdsvis Sverige, Tyskland, USA og Brasilien.
Foruden dronningen selv består fondens bestyrelse af prinsesse Madeleine, generalsekretær Paula Guillet de Monthoux samt formænd og bestyrelsesmedlemmer fra fondens forskellige afdelinger.
World Childhood Foundation arbejder for børn verden over og er baseret på netop FN-konventionen om børns rettigheder. Fonden er uafhængig af politik og religion.
Fonden blev stiftet i 1999 og støtter over 100 forskellige projekter verden over, der søger at hjælpe udsatte og misbrugte børn og deres familier.
Billeder fra mødet på det svenske kongeslot kan ses her: http://www.kungahuset.se/kungafamiljen/aktuellahandelser/aktuellt/drottningenochprinsessanmadeleineimotemedworldchildhoodfoundation.5.138d1219151c4b9bb93120e.html
/ritzau/FOKUS