Det kan blive en dyr omgang, hvis din drone styrter ned i naboens bil og efterlader buler og ridser på kølerhjelmen.
For har du ikke orden i forsikringspapirerne, skal skaderne betales af egen lomme, fortæller Anja Lintrup Sørensen, konsulent hos Forsikringsoplysningen.
- Man skal være opmærksom på, at der gælder et objektivt ansvar for flyvning med droner, ligesom der gør for hunde og biler. Så hvis man laver en skade på andre, så har man skylden, lige meget hvordan det er foregået, siger hun og fortsætter:
- Hvis dronen rammer en i hovedet eller kører ud foran en bil, som kører galt, så hænger man selv på erstatningen. Så det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke nødvendigvis er dækket af sin indboforsikring.
Nogle forsikringsselskaber har dækning for flyvning med droner under 250 gram i indboforsikringen, mens andre ikke har. Og nogle selskaber tilbyder slet ikke forsikring til droner uanset størrelse.
- Sidste år kom der en forsikringspligt, som betyder, at man skal forsikre sin drone, hvis den vejer mere end 250 gram. Så tjek med sit selskab, hvordan de dækker - både hvis dronen er over eller under 250 gram, anbefaler Anja Lintrup Sørensen.
Derudover er det vigtigt, at man sætter sig ind i reglerne for, hvor man må og ikke må flyve med droner.
- Du må for eksempel kun sætte din drone op uden for bymæssigt område eller på områder, der er specielt indrettet til formålet, siger Lise Agerley, kommunikationschef hos forsikringsselskabet Alka.
Og flyver du med en droner, der vejer mere end 250 gram, så skal du have et dronetegn og registrere dig som droneejer hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
- Som privatperson er der relativt få steder, man må flyve med en drone, så kig på droneregler.dk, inden du går i gang, siger Anja Lintrup Sørensen.
Kan du ikke tilkøbe en forsikring via dit eget forsikringsselskab, så kan du melde dig ind i en forening for modelfly og på den måde få en særlig ansvarsforsikring.
Fakta: Om droneflyvning
- Du skal være 18 år for at flyve med en drone.
- Vejer dronen over 250 gram, så skal du have et dronetegn.
- Dronetegn udstedes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
- Droner over 250 gram skal ansvarsforsikres.
- Som privatperson må du kun flyve med droner uden for bymæssig bebyggelse.
Kilder: Alka, droneregler.dk.
/ritzau fokus/