Selv om Didier Drogba er rykket et par niveauer ned efter skiftet fra Chelsea til kinesiske Shanghai Shenhua, har han stadig mod på topfodbold.
Derfor er den 34-årige angriber også med i den 23-mands-trup, som Elfenbenskystens landstræner Sabri Lamouchi har udtaget til African Cup of Nations, der begynder 19. januar.
Drogba står i spidsen for et stærkt ivoriansk hold, der brænder efter at få revanche for finalenederlaget til Zambia i dette års udgave af det afrikanske mesterskab.
Dermed kiksede det endnu engang for de ivorianske favoritter at vinde titlen, som man kun har vundet én gang tilbage i 1992.
Blandt spillerne i den aktuelle trup finder man også brødrene Kolo og Yaya Touré fra Manchester City, Gervinho fra Arsenal og en anden tidligere Chelsea-spiller, Salomon Kalou, der nu spiller for franske Lille.
Elfenbenskysten skal møde Algeriet, Tunesien og Togo i indledende runde i turneringen, der i år spilles i Sydafrika.
Normalt spilles African Cup of Nations kun hvert andet år, men fordi man har besluttet at afvikle den i ulige år i stedet for i lige år, spilles den allerede igen i 2013.
Elfenbenskysten samles allerede 6. januar i Abu Dhabi til en 10 dage lang træningslejr forud for turneringen.
/ritzau/