Chelsea vandt FA Cup-finalen mod ærkerivalerne fra Manchester United med 1-0, da Didier Drogba tre minutter før afslutningen på den forlængede spilletid sikrede Chelsea sæsonens største triumf.
De 90.000 tilskuere på det nye Wembley Stadion havde ellers været vidner til 117 målløse minutter, men Drogba reddede altså Chelseas sæson, blot tre minutter før kampen skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Den første FA Cup-finale på det nye Wembley stadion blev et sandt drama, selvom de første 45 minutter helt sikkert ikke vil gå over i historiebøgerne som nogle af de mest velspillede, men det påvirkede ikke stemningen, som var i top.
De to hold var nemlig mere fokuseret på ikke at lave fejl i defensiven, end de var på at skabe noget frem af banen. Det betød, at der ikke blev skabt en eneste åben målchance i de første 45 minutter, hvor Chelsea var tættest på at bringe sig i front på et par gode langskud af Frank Lampard og Didier Drogba, mens Manchester Uniteds normalt stærke offensiv med Wayne Rooney og Christiano Ronaldo var langt fra vanelig styrke.
Derfor var de første 45 minutter også en spillemæssig skuffelse, hvor det enste, der levede op til forventningerne, var det fantastiske nye stadion. Spillerne tog dog revanche efter pauseteen, hvor spillet var flere klasser bedre.
Der skulle dog også kun gå et minut, før end Manchester United for alvor satte Petr Cech på prøve i målet, og den tjekkiske målmand måtte hive en dobbeltredning frem på forsøg fra Rooney og Ronaldo. Dermed var stilen lagt for de sidste 45 minutter, hvor spillet bølgede frem og tilbage med flere gode chancer til begge mandskaber.
Effektiviteten var dog ikke tilstede, og derfor måtte de to hold ud i to gange 15 minutter ekstra for at finde en vinder af den første FA Cup-finale på det nye Wembley Stadion. Her forsatte de to hold med at tilspille sig chancer, men det blev ved lige ved og næsten, indtil Didier Drogba scorede det første FA Cup-mål på det nye Wembley og sendte Chelsea-spillerne i himmerig.