De fleste danskere brokker sig i disse dage over det våde og regnfulde sommervejr herhjemme. Men nu viser det sig, at vi selv er skyld i, at det regner mere.
Ny forskning, der offentliggøres i tidsskriftet Nature i denne uge, slår fast, at en stor del af den øgede regnmængde skyldes menneskets udledning af drivhusgasser, skriver Politiken.
- Det er første gang, at vi har et resultat, der peger direkte på, at den stigende nedbør gennem det 20. århundrede til dels skyldes den menneskelige udledning af drivhusgasser, siger seniorforsker ved Danmarks Klimacenter, Jens Hesselbjerg, til Politiken.
Forskerne har set nærmere på, hvor meget regn, der er faldet i løbet af de sidste 100 år. Herhjemme er den gennemsnitlige, årlige nedbør steget fra 650 milimeter til 750 milimeter, men det varierer fra sted til sted. I gennemsnit er regnmængden steget fra 62 milimeter på 100 år i vores region. De amerikanske, canadiske og britiske forskere bag undersøgelsen vurderer, at mellem 50 og 85 procent af den ekstra regn skyldes udledning af drivhusgasser. Resten skyldes naturlige faktorer som for eksempel solen og vulkansk aktivitet.