Danske Vandværker

Drikkevand trues af fracking

Det er stærkt bekymrende, hvis energi-, forsynings- og klimaministeren i morgen onsdag giver lov til olieboring og fracking på Lolland-Falster, mener Danske Vandværker. Brancheorganisationen frygter, at grundvandet vil blive forurenet.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
"Vi er nervøse for, at de kemikalier, der bruges ved fracking, trænger ned i grundvandet, og gør uoprettelig skade. Som bekendt drikker vi vores grundvand her i landet, og fracking, det er altså at spille hasard med vandet", fastslår Allan Weirup, som er direktør i brancheorganisationen for de danske vandværker. Dermed er Danske Vandværker helt på linje med WWF Verdensnaturfonden, Det Økologiske Råd og Greenpeace, som også har ytret stor bekymring for udsigten til fracking på land i Danmark.

Træk nødbremsen

Det er det hollandske firma, Nail Ressources, som har søgt om tilladelse til at søge efter olie, og en redegørelse fra Energistyrelsen anbefaler energi-, forsynings- og klimaministeren at give tilladelsen.

"Vi er slet, slet ikke trygge ved det her. Ved fracking pumpes vand, sand og kemikalier ned i undergrunden for at øge trykket på olie og gas, og den metode er meget kontroversiel. Se blot på de mange problemer den har bragt med sig i USA, hvor man jo har gjort det her i årevis. Jeg håber, at både minister og udvalg vil trække i nødbremsen og få diskuteret sagen grundigt, for fracking er en rigtig dårlig ide", siger Allan Weirup, som også undrer sig over den manglende involvering af lokalområdet.

Spørgsmål til denne pressemeddelelse? Kontakt pressemedarbejder i Danske Vandværker, Dorthe G. Rasmussen mobil 2670 7106 eller direktør Allan Weirup 40209242.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.