Den 8-årige australier Corona de Vries har ikke haft det let med sit navn i skolen.
Så skrev han et brev til den amerikanske skuespiller Tom Hanks, der sammen med sin kone Rita Wilson netop har været syge med coronavirus under et ophold Australien. Det fortæller BBC.
- Jeg hørte i nyhederne, at du og din kone var smittet med coronavirus. Er I okay?, skrev drengen.
I brevet fortalte drengen, at han elskede sit navn, men at han blev kaldt “coronavirus” i skolen.
- Jeg bliver vred og ked af det, når folk kalder mig det, skrev han.
Tom Hanks sendte et brev tilbage til drengen, som blev indledt med “Kære ven Corona”.
- Dit brev fik min kone og jeg til at blive så glade. Tak for at være sådan en god ven. Venner får venner til at føle sig glade, når de er triste, skrev Tom Hanks.
- Du er den eneste person, jeg nogensinde har kendt, der har navnet Corona - som i ringen rundt om solen, en krone, lød det videre fra Hollywood-skuespilleren, som den australske dreng havde stiftet bekendtskab med i de berømte “Toy Story”-film.
Tom Hanks nøjedes ikke med at sende ord til sin nye australske ven. Skuespilleren sendte ham også en skrivemaskine fra mærket “Corona”, som han havde brugt under sin karantæne på den australske østkyst.
- Jeg tænkte at den skrivemaskine ville passe dig. Jeg havde den med i Australien, og nu er den tilbage - hos dig. Spørg dine forældre, hvordan den virker. Og brug den til at skrive tilbage til mig, skrev Tom Hanks.
Tom Hanks er nu sammen med konen tilbage i USA efter at have tilbragt tre uger på at komme sig i Australien i marts.