Den nyfødte dreng, der i sidste uge blev fundet død i Odense Å, skal højst sandsynligt begraves i de ukendtes grav.
Det vurderer de sociale myndigheder i Odense Kommune, der normalt står for begravelser af borgere uden pårørende.
»Sagen er slet ikke endt på vores bord endnu, så jeg ved ikke, hvordan drengen skal begraves. Men normalt vil en borger, der ikke har nogen pårørende, få en kommunal begravelse. Det vil sige, at borgeren bliver kremeret og begravet i de ukendtes grav,« siger Jørn Overgaard, der er funktionschef i Ydelsescenteret i Odense Kommune.
85 begravelser om året
Det er fortsat uvist, hvornår drengen skal begraves. Politiet tog i fredags en dna-prøve fra drengen, der måske kan være med til at afsløre forældrenes identitet.
Hvis det mislykkes, vil drengen højst sandsynligt få samme kommunale begravelse som de cirka 85 andre borgere i Odense Kommune, der hvert år dør uden kontakt til deres pårørende.
En sådan begravelse koster typisk mellem 11.000 og 13.000 kroner.
»Nogle af pengene går til kisten, urnen og blomsterne. Resten af pengene går til vedligeholdelse af graven,« forklarer Jørn Overgaard.
Hvis drengens identitet forbliver ukendt, bliver det en svær begravelse, mener hospitalspræst Jens Rasmussen fra Odense Universitetshospital.
»Jeg har aldrig været udsat for at skulle bisætte en person, hvor jeg hverken kendte vedkommendes identitet eller trosretning. Det bliver en svær begravelse, når man ikke ved, hvem man har at gøre med,« siger hospitalspræsten.
Politiet går dog ud fra, at barnet har danske forældre. I posen, hvor drengen lå, blev der også fundet en sten med en afskedshilsen på dansk: Undskyld. Hvil i fred. Mor og far elsker dig, min lille dreng .
»Derfor må vi også gå ud fra, at drengen er kristen. Men som sagt ved vi det ikke,« siger hospitalspræsten.
Hvis kommunen beslutter at give drengen en kristen begravelse, vil den foregå som alle andre bisættelser. Også selvom der ikke vil være pårørende til stede i kirken.
»De kirkelige handlinger omkring bisættelsen vil være de samme, uanset om der er pårørende eller ej. Der vil være tekstlæsninger, der synges salmer, og der hældes tre gange jord på kisten,« forklarer Jens Rasmussen, hospitalspræst fra Odense Universitetshospital.
Politiet har fået henved 25 henvendelser i sagen, men ingen af dem har givet gennembrud i sagen.
Barnet blev fundet tirsdag morgen ud for Erik Bøghs sti ved Fruens Bøge i forbindelse med en oprydning af Odense Å.