Selv om den kun tæller mellem 12 og 20 unge, har en drengebande alligevel fået lov til at sætte dagsordenen i en boligblok i Farum Midtpunkt ved hjælp af trusler og hærværk.
Hverken politiet eller politikerne har standset drengebanden, og inden jul gav de tre første familier op. De har helt ekstraordinært fået anvist nye lejligheder efter tre til fire måneders intens chikane, som kulminerede med et kanonslag, der eksploderede foran den ene families dør. En anden beboer fra boligkompleksets Blok 12, som er hårdest ramt, fik kastet fliser igennem sit vindue efter, at han bad en gruppe drenge med anden etnisk baggrund om at holde op med at lave ballade. Nu er han blevet truet på livet efter at have sagt sin mening på et beboermøde i december.
»Jeg åbnede døren, og så stod der én og pegede på mig og sagde: ’Du skal dø’. Jeg ved godt, hvem det er, men jeg går ikke til politiet. Så får personen at vide, at det er mig, der har anmeldt personen, og så ved jeg godt, hvordan min lejlighed kommer til at se ud,« siger beboeren, der ønkser at være anonym med henvisning til det hærværk, der følger i kølvandet på drengebanden.
»De knalder vinduer, sparker døre ind og terroriserer hele systemet mange steder i Farum Midtpunkt. Folk tør ikke engang gå ud og se efter, når de får sprunget et vindue i stykker. De tør ikke blande sig,« siger beboeren, der har boet i området siden 1987.
Rygter om selvtægt
Drengebanden består af drenge i alderen 10 til 18 år med både dansk og anden etnisk baggrund, der ikke selv bor i Farum Midtpunkt. Kernen menes at være et par dansk-somaliere, men ifølge en anden beboer, Inga Petersen, formår drengene altid at flygte, og derfor er ingen endnu blevet anholdt. Det er heller ikke lykkes et etnisk gadehold at stoppe drengene fra at begå hærværk i området. Nu går der rygter om borgere, der vil gribe til selvtægt.
»Jeg har hørt fra en beboer, at der skulle være tæskehold under opsejling. Der sagde jeg med det samme, at det skal anmeldes, for det accepterer vi ikke. Så bliver de sat ud af bebyggelsen,« siger medlem af Blokrådets forretningsudvalg Inga Petersen, der beskylder kommunen og politiet for at have stukket hovedet i busken.
»Men jeg har tiltro til, at vores nye borgmester og den nye politidirektør ved, hvordan de skal håndtere det, så her er trygt at bo,« siger Inga Petersen.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra chefpolitiinspektør Torben Mølgård Jensen, Nordsjællands Politi, men ifølge Furesø Avis vil borgmester Jesper Bach ( V) nu have politiet til at sætte en stopper for drengebandens terrorisering.