Det skete under en privat elevfest sidste år. En pige fra Staby Efterskole blev ydmyget af to andre elever, der slog hende i ansigtet med deres penisser. En anden pige blev også ramt.
Nu er de to gerningsmænd på 16 og 17 år blevet dømt for blufærdighedskrænkelse. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
I alt fire drenge fra Staby Efterskole vest for Holstebro var tiltalt i sagen, men byretten frifandt to af dem.
Efter at pigerne politianmeldte drengene i november sidste år, har stemningen på efterskolen været stærkt præget af episoden.
- Det smadrer alt det, vi gerne vil med eleverne. Hele det miljø, vi vil etablere. Vi vil bygge et fællesskab op, hvor vi er sammen, men sagen fik den konsekvens, at nogle elever ikke ville sidde ved siden af hinanden, tale sammen, arbejde sammen eller i det hele taget have noget med hinanden at gøre, fortæller forstander Thorkild Sønderskov til avisen.
De to piger, der blev udsat for overgrebet, har begge forladt skolen.