Fire drenge passer en 15-årig pige op.
De holder hende fast og tager hendes tøj af.
Så tisser de på hende.
Sådan lyder en anmeldelse, som Aalborg Politi i øjeblikket efterforsker, skriver B.T.
Overgrebet skulle være sket under en privat ungdomsfest i et sommerhus på den jyske vestkyst.
Politiet behandler sagen som en voldssag, men der kan muligvis også blive tale om en sigtelse for blufærdighedskrænkelse,
- Det er uacceptabelt og noget svineri at tisse på et andet menneske. Der er tale om en grænseoverskridende adfærd fra drengenes side, men ikke noget, der ligner voldtægt, siger leder af kriminalpolitiet i Aalborg, Verner Holm, til B.T.
Han oplyser, at politiet har lavet flere afhøringer, og at de formentlig snart vil kunne offentliggøre mere præcise sigtelser.
Ifølge Nordjyske Stiftstidende har drengene dog ikke kun tisset på pigen. De har lagt hende i ydmygende positurer, mens de filmede hende med mobiltelefoner. Ifølge avisen er det hele efterfølgende er blevet lagt ud på internettet.
Det ønsker Aalborg Politi ikke at kommentere.
Drengene er i alderen 16-17 år.