Hjemmerøveri, gaderøverier, overfald på en udviklingshæmmet og en buschauffør tævet til han fik en hjerneblødning, er de spor, fire drenge trak efter sig inden de blev anholdt.
Og i dag har en kun 16-årig dreng fået fire et halvt års fængsel ved Retten i Glostrup. Tre andre unge fik også fængselsstraffe.
Hans 17-årige ven fik tre et halvt år for røveri mod en buschauffør, tre hjemmerøverier og forsøg på røveri i en butik. De to 18-årige henholdsvis et år og otte måneder og et år og to måneder. De var alle i mellem 15 og 17 år, da røverierne skete.
Den 16-årige blev dømt for røveriet mod buschaufføren i Avedøre syd for København den 27. januar, hvor chaufføren fik en hjerneblødning, som også to af de andre nu er dømt for. Han blev efter dommen sendt direkte i fængsel, ligesom to af de tre andre dømte. Anklageren havde også krævet ham udvist til Tyrkiet, men den del af dommen blev gjort betinget.
Sagen omfatter også tre hjemmerøverier, to gaderøverier, forsøg på hjemmerøveri, forsøg på endnu et gaderøveri og et overfald, hvor den nu 16-årig som 15-årig overfaldt en udviklingshæmmet med slag og spark.