En dreng er onsdag eftermiddag blevet reddet fra at drukne ved Amager Strandpark i København.
Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om en otteårig dreng, som blev reddet op af vandet, hvor han i første omgang lå livløs.
Ifølge øjenvidner på stranden har drengen fået hjertemassage og er igen ved bevidsthed.
Hos Region Hovedstadens vagtcentral, der står for at udsende ambulancer i hovedstadsområdet, vil den vagthavende ikke gå i detaljer med ulykkens karakter.
- Det er forbundet med tavshedspligt, men jeg kan sige, at vi har sendt en ambulance og en akutlægebil til stedet, siger han.
Det har endnu ikke været muligt at få fat i vagtchefen hos Københavns Politi for at få beskrevet ulykken nærmere.
/ritzau/