Det var tilsyneladende frustration over farens hårde disciplin, der fik en kun 10-årig amerikansk dreng til at gribe en riffel og skyde sin far i hovedet med den.
Faren døde af skuddene, og drengen har efterfølgende forklaret politiet, at han skød, fordi faren var al for streng i sin opdragelse, skriver Times Online.
Ingen naboer havde mistanke om, at der skulle foregå noget unormalt i huset i Belen i staten New Mexico. Men det er kommet frem, at de sociale myndigheder havde modtaget syv opkald om familien. Alligevel vurderede de, at børnene ikke var i risikozonen.
Selvom drengen kun er 10 år, risikerer han at blive retsforfulgt for mord. I en række amerikanske stater kan børn retsforfølges. Den kriminelle lavalder i North Carolina er den lavest i USA. Her kan børn helt ned til seks år blive retsforfulgt.
Den 10-årige dreng har to søskende, en søster på seks år og en bror på ni år. Faren havde forældremyndigheden over børnene, mens moren bor et andet sted i New Mexico.