Dreng levede 12 år i en plastikboble - nu har læger fundet kur
Otte børn med sygdommen"bubble boy" er blevet raske efter en ny behandling med hiv-virus.

Læger i USA har fundet en kur mod sygdommen "bubble boy".

Otte børn, der er født med sygdommen, er blevet raske, efter at læger på St. Jude Children's Research Hospital i Memphis, USA, brugte en ny behandlingsmetode.

Sygdommen, der på dansk også kaldes Svær Kombineret Immundefekt (Scid), medfører mange svære infektioner grundet alvorligt nedsat immunforsvar.

Scid er forårsaget af en genfejl, der forhindrer knoglemarven i at producere effektive blodceller, der udgør immunforsvaret.

Det anslås, at en ud af 200.000 børn, primært drenge, bliver født med sygdommen.

Uden behandling dør nyfødte ofte af sygdommen inden for et til to år af for eksempel influenza.

Øgenavnet "bubble boy disease" - på dansk bobledreng-sygdom - stammer fra en amerikansk dreng i 70'erne, der levede 12 år af sit liv i en plastikboble. Det skete for at isolere ham fra infektioner.

- Denne behandling har kureret patienterne, siger Dr. Ewelina Mamcarz, der står bag forsøget på St. Jude Children's Research Hospital.

Hun understreger, at man stadig ikke ved, om kuren er permanent.

Behandlingen går ud på, at man fjerner patientens blodceller og bruger modificeret hiv-virus til at tilsætte det manglende gen for derefter at give patienten blodcellerne tilbage.

Den etårige dreng Omarion Jordan fra St. Jude Children's Research Hospital blev i december helbredt af den nye behandling.

- I lang tid vidste vi ikke, hvad han fejlede. Han blev ved med at få infektioner. Da vi fandt ud af, at det var Scid, var det hjerteskærende, siger moren, Kristin Simpson.

- Nu er han som en helt normal, rask dreng.

/ritzau/AP

/ritzau/AP
via Listen To News