En dreng blev i morges dræbt, da han blev kørt over af en højresvingende bus midt i myldretiden.
Drengen kom cyklende lige uden for Kalundborg Station, da bus 204 mod Lerchenborg svingede til højre ind på Banegårdspladen og ramte ham. Det skriver nordvestnyt.dk.
Han menes at være 17 år, men Midt- og Vestsjællands politi har endnu ikke en endelig identificering af ham. De formodede pårørende er underrettet.
Både han og cyklen lå klemt fast under bussen i en times tid. Men vidner på stedet mener, drengen formentlig blev dræbt på stedet.
Ulykken skete klokken 7.33 og mange sad på første parket kun 10 meter fra de dræbende dæk. Både vidnerne og den stærkt chokerede chauffør er blevet tilbudt krisehjælp.