Superstjernerne på det amerikanske basketball-landshold, populært kaldet Dream Team, et gået til angreb på idéen om, at den olympiske basketturnering fremover skal være for spillere under 23 år.
På et pressemøde i London erklærer NBA-profilerne sig helt uenig i den plan, som ikke mindst NBA-ledelsen slår til lyd for.
- Det er en åndssvag idé. Det er helt grundlæggende bare en dum idé. Det burde være spillernes valg. De olympiske lege handler om at præsentere de bedste spillere, siger Los Angeles Lakers-stjernen Kobe Bryant.
NBA har imidlertid set sig lun på den model, som fodbolden benytter ved OL. Her må holdene stille med spillere under 23 år, samt tre spillere, der er "for gamle".
Dermed ville det amerikanske hold, i lighed med tiden før 1992, hovedsageligt bestå af college-spillere.
- Efter London-legene vil vi gerne tage et skridt tilbage. Vi vil se på, om det på lang sigt giver mening for NBA og spillet som helhed at fortsætte som nu, siger Adam Silver fra NBA-ledelsen.
Diskussionen er opstået, fordi klubejerne i NBA er godt trætte af, at de betaler skyhøje milliongager til spillerne, som risikerer at blive skadede, mens de repræsenterer landsholdet.
Men står det til spillerne selv, skal OL fortsat være åben for sportens bedste navne, som tilfældet har været, siden Dream Team trampede ind på scenen i Barcelona i 1992 med navne som Michael Jordan, Magic Johnson og Larry Bird.
- Hvis du gerne vil spille, skal du have lov til det, ligegyldigt hvor gammel du er, siger Carmelo Anthony, der spiller for New York Knicks.
/ritzau/AFP