Dream Team gjorde det igen, da den sidste finale ved OL i Rio blev spillet søndag aften.
Det mandlige amerikanske landshold i basketball viste ingen nåde over for Serbien, der havde dristet sig til at nå frem til OL-finalen for at udfordre NBA-stjernerne.
96-66 lød sejren i USA's favør, efter at amerikanerne førte 52-29 ved pausen.
Det er USA's tredje OL-guld i træk, en triumf der kom i hus uden superstjerner som LeBron James og Stephen Curry, der begge meldte fra til OL.
Amerikanerne kiksede senest ved OL i Athen i 2004, hvor holdet sensationelt måtte nøjes med bronze, mens Argentina snuppede guldet.
Pauseføringen i søndagens finale blev ikke mindst grundlagt af Kevin Durant, der scorede 24 point i kampens første halvdel.
Den nu dobbelte olympiske guldvinder, der er skiftet fra Oklahoma City Thunder til Golden State Warriors, endte som finalens topscorer med 30 point.
Serbien havde ellers budt USA trods i det indledende gruppespil, hvor amerikanerne kun vandt 94-91.
Der var imidlertid ingen spænding i finalekampen, da først USA skruede op for niveauet, for så kunne serberne slet ikke følge med.
Spanien tog sig af OL-bronzen med en sejr på 89-88 over Australien.
Dream Team-begrebet blev introduceret i 1992, da USA vandt OL-guld i Barcelona med stjerner som Earvin "Magic" Johnson, Michael Jordan og Larry Bird på holdkortet.
Siden har USA kun tabt tre kampe ved OL. Alle tre nederlag faldt ved OL i 2004, hvor amerikanerne altså måtte nøjes med bronze.
/ritzau/