Der var stor ros til medarbejderne i Føtex i Aabenraa, efter de havde reageret hurtigt, da en kunde af ukendte årsager styrtede ned fra en trappe op til første sal i varehuset på Madevej i det centrale Aabenraa.
- Manden var stort set bevidstløs med det samme, men heldigvis var medarbejdere hurtige til at yde førstehjælp, fortæller Søren Hostrup, regionschef for Føtex i Syd- og Sønderjylland, til JydskeVestkysten.
To af medarbejderne måtte dog have psykologhjælp efter uheldet, hvor manden var landet på et betongulv.
Regionschefen oplyser, at manden faldt ud over gelænderet og fire til fem meter ned. Han bar på to poser og har sandsynligvis fået overbalance:
- Det er et hændeligt uheld, siger Søren Hostrup, der er glad for den måde, som episoden blev håndteret på.
Medarbejdere var hurtige til at yde førstehjælp. Samtidig blev der efterlyst læger og sygeplejersker over butikkens højtaleranlæg, og det viste sig, at der var både læger og sygeplejersker, der kunne hjælpe, indtil ambulancen kom, skriver JydskeVestkysten.
Det er uvist, hvordan manden har det.